MENU
Aula_close Layer 1

Om os - SIM

 

SIM - hvem er vi, og hvad står vi for?

SIM - Skolen i Midten - er en ren overbygningsskole med ca. 230 elever fordelt på 7.-9.årgang.  Skolen ligger i Hornsyld og er bygget sammen med folkebiblioteket og idrætscenteret, som begge er med til at give os gode faciliteter og muligheder. 
Vi har et tæt samarbejde med de fire fødeskoler, som vi modtager elever fra: Hornsyld, Rårup, Stenderup og Stouby. Igennem samarbejdet skaber vi de bedste rammer for, at overgangen til SIM bliver en succes for alle såvel fagligt som socialt.
Vi prioriterer ved klassedannelse at skabe faglige læringsfællesskaber, og vi sikrer ved målrettede aktiviteter på tværs af klasserne, at årgangsfællesskabet er det sociale fundament gennem hele forløbet på SIM.  

Høj faglighed, kundskaber, gode resultater og faglig udvikling er udgangspunktet for vores skole. Derfor har alle klasser et dagligt bånd med faglig fordybelse, og 8. og 9.årgang har ugentlige fagdage. 
Samtidig prioriterer vi fagteamsarbejdet mellem lærerne samt sparring med skolens vejlederteam, så vi sikrer, at alle vores elever møder passende faglige udfordringer.

Hverdagen på SIM er bygget på værdierne relationer, respekt og kreativitet. Vi tror på, at gode relationer giver tryghed og skaber et stærkt fællesskab, hvor man kan udvikle sig som individ. Sammen med respekten for hinanden, som giver tillid og plads til forskellighed, bringer de gode og trygge relationer de bedste forudsætninger for læringsparathed for den enkelte. 
Herudover tilstræber vi, at eleverne arbejder kreativt og nysgerrigt for på den måde at udvikle deres forestillingsevner og kompetencer. 

Vores samarbejde med forældrene er en grundsten for skolens virke; store børn har også brug for forældreinvolvering og -deltagelse! Vi vægter mellem forældre og lærere en åben og tillidsfuld dialog, som vi forventer, at eleven også deltager i, og for os danner kommunikationen med forældrene basis for at møde eleven bedst muligt. 

Ledelsen på SIM holder til på åbent kontor midt i skolen for at være synlig og tilgængelig for såvel elever og personale som forældre. Det giver os gode betingelser for regelmæssig kontakt.